Puerto Banús er en havneby direkte ud til Middelhavet beliggende 6 km fra centrum af Marbella. Malaga’s lufthavn i øst ligger kun 60 km væk og Gibraltar, i vest, ligger 70 km væk. Puerto Banus byder på rigtig mange attraktioner, seværdigheder og shoppingcentre.
Oprindelig blev Puerto Banus anlagt som en eksklusiv marina. Marinaen blev bygget af den lokale forretningsmand og ejendomsudvikler José Banús og blev åbnet i maj 1970. Området omkring marinaen er kendt for sit luksuriøse præg med dyre forretninger og hyppige anløb af store, dyre lystbåde, tilhørende verdens jetset.
Du kan leje en personlig assistent på dags- eller timebasis, hvis du gerne vil ud at opleve på egen hånd. F.eks. en tur til Picasso Museet i Malaga. Eller opleve det enorme udendørs shoppingcenter, Plaza Mayor, hvor du finder alle de kendte mærkevare-forretninger.
Fra lejlighederne i “Det Danske Hus” I Puerto Banús, er der kun få minutters gang til lækre sandstrande med store liggestole, et væld af cafeer og restauranter, og alt hvad du kan drømme om af luksus og afslapning.
En slentretur langs marinaen fører dig forbi lystbåde i millionklassen og luksus biler. Fortsætter du langs promenaden, får du rig mulighed for at nyde solen og udsigten, inden du kommer op til gaden med de bedste restauranter og cafeer.
De største og mest kendte mærkevare indenfor modebranchen har butikker her og i de tre indkøbscentre. Et af Spanien’s flotteste og mest profitable varehuse, El Corte Inglés, ligger fem minutters gang fra Det Danske Hus.
Golfentusiaster kan nyde godt af et yderst velsorteret udbud af golfbaner i omkringliggende Golf Valley.